NOSTALGI

”Det paahviler enhver Kommune at organisere og opretholde et Brandvæsen, som under Hensyn til Udstrækningen og Arten af Bebyggelsen i Kommunen, Befolkningstætheden m.m. er i Stand til at yde et forsvarligt Rednings- og Slukningsarbejde”.

Sådan står at læse i lov nr. 174, om Brandpolitiet på landet og det nærmest dermed i forbindelse stående Bygningsvæsen, kapitel 3 §26 stk. 1. Og slutteksten på de med årene gulnede lovblade lyder: Givet paa Christiansborg, den 31. Marts 1926. Under Vor Kongelige Haand og Segl. Christian R.

Den 1. maj samme år som disse højtidelige ord nedfældedes, blev rednings- og brandslukningstjenesten i Tårnby kommune omorganiseret og underlagt kommunalbestyrelsen, eller som det dengang hed, sognerådets ansvar og dermed oprettedes Tårnby Brandvæsen.  

Den forunderlige, farefulde ild

Fra mennesket lærte at beherske ilden, har denne guddommelige kraft på en gang været anstødssten til udvikling og fremgang, og samtidig skabt angst for brande med ødelæggelse og død til følge. Tilstedeværelsen af et brandvæsen var således en tvingende nødvendighed på et langt tidligere tidspunkt. Tårnby kommune er i besiddelse af vedtægter om ordning af brandvæsenet, der stammer helt tilbage til februar 1865.

Det var dengang og frem til korpsets oprettelse, almindelig borgerpligt, at yde tjeneste i tilfælde af brand, og alarmering foregik ved ringning med kirkeklokkerne eller tuden i byhornet. Denne form for alarmering var dog ofte omstændelig, så kostbar tid gik tabt inden slukningsmandskabet nåede frem, samtidig med, at datidens materiel med hensyn til effektivitet lod meget tilbage at ønske. Desuden udgjorde de dengang anvendte byggematerialer i sig selv en brandfare, og brandvæsenet måtte tit se magtesløs til mens ilden hærgede.

Borgerpligten til tjeneste i tilfælde af brand, opretholdtes helt frem til korpsets dannelse i 1926. Men morsomt er det at konstatere, hvordan denne paragraf i skiftende brandvedtægter er blevet fortolket. I vedtægten signeret Taarnby Sogneraad, den 20. August 1925, hedder det i afsnittet om mødepligten:

”Fri for tjeneste ved Brandvæsenet er dog enhver person der er under 20 Aar, eller over 60 Aar, er vanfør eller fritagen af Politimesteren eller efter Sogneraadets anbefaling, paa grund af svageligt helbred; Fremdeles Præsten, Kapellanen, Lægen, Dyrlægen, Apotekeren, Skolelæreren, Sogneraadets medlemmer, ligesom Embedsmænd og Bestillingsmænd i Statens, Amtets og Kommunens tjeneste, ved Postvæsenet eller Statsbanerne, samt Funktionærer ved Privatbanerne, herunder indbefattet Formænd, Ledvogtere og faste Banearbejdere”.

Mere præcist kan en klassedeling vel næppe være, selv om det i dag kun kan appellere til smilebåndet.  

Et moderne brandvæsen tager form

Brandvæsenets opbygning og udvikling fra 1926 og frem til i dag, hænger nøje sammen med hele den ændring der er sket i samfundsstrukturen. Fra at være en udpræget landkommune, er Tårnby blevet en del af storbyen med boligkomplekser og erhvervsvirksomheder, hvor der tidligere var landbrugsjord, gårde og gartnerier. Og i takt med den eksplosive befolkningstilvækst og industrielle udvikling, fulgte kravet om et godt og effektivt kommunalt brandvæsen. Opgaverne blev flere, og uddannelse og viden en forudsætning for at løse dem.

Ikke mindst åbningen i 1925 af Københavns Lufthavn i Kastrup nødvendiggjorde, at man i langt højere grad end tidligere måtte lægge vægt på mandskabets uddannelse, anskaffelse af moderne slukningsmateriel og køretøjer.

Opbygningen af et moderne tidssvarende brandvæsen tog dog først sin begyndelse omkring 1930. I den nordlige del af kommunen fik man etableret over 100 brandstandere, som tilsluttedes vandværkets forsyningsledninger, så man fremover undgik den situation, under slukningsarbejdet pludselig at stå og mangle vand.

Samtidig anskaffedes en udrykningsvogn med påmonteret sprøjtepumpe, en påhængsmotorsprøjte, nye slanger, skum- og håndsprøjte, strålerør, en let stige, koblinger og fordelingsstykker, der fik det hele til at fungere hurtigere og mere effektivt.

Til at betjene dette materiel havde man en brandinspektør, en vicebrandinspektør, en brandassistent og 12 brandmænd. Endvidere var der et reservemandskab på 6 mand og en brandfoged i hver af de 5 brandkredse, Kastrup, Tårnby,  Maglebylille, Tømmerup og Ullerup, der hvert sted desuden stillede 3 mand til betjening af en stor stationær håndsprøjte.

Det betød, at det gamle pligtbrandvæsen kunne nedlægges, og en ny epoke, der er fortsat frem til i dag, tog sin begyndelse.

Er du til flere nostalgiske billeder, så kan du fortsætte her!

Til toppen!

Sidst revideret d. 27-03-2011
© 2004 Tårnby Brandvæsen